Klokken er nu 14:30, hvilket betyder at der kun er en ½ time til afgang. Det virker nærmest umuligt, da vi ser køen til US immigration. Det er måske til at bære, hvis man virkelig vil immigrere, men vi har faktisk bare tænkt os at smide noget hård valuta og forsvinde igen 4 uger senere. Efter et kvarter uden megen bevægelse i køen når vi dog én, der skiller mængden i en hurtig og en langsom kø, efter hvornår man skal videre. Han kan endvidere berolige med, at al trafik er midlertidigt indstillet pga uvejr. Udsigten til at nå flyet til Atlanta er således forbedret en smule, men prøvelserne er absolut ikke overstået endnu. Det viser sig at vi har overset en formular, og vi sendes tilbage for at udfylde den.

Det er imidlertid ikke godt nok endnu, da vi når frem til skranken for anden gang. Den sure bureaukrat opdager at de personlige data kun står 2 (!) steder på formularen. Der er skam også et tredje sted hvor disse formaliteter skal gentages, såh….tilbage igen. I tredje forsøg mangler der kun en enkelt lille ting, som jeg allernådigst får lov til at udfylde på stedet. Morten bliver derimod sendt tilbage, da han ikke kan huske adressen på det sted, vi skal opholde os den første nat. Vi har heldigvis bestilt motellet hjemmefra. At vi absolut ikke aner, hvor vi skal sove de 27 nætter andre er åbenbart ligegyldigt. Den første nats adresse skal være i orden, inklusiv telefonnummer. Nu mangler man så bare tredjegradsforhøret, hvor det gælder om at undertrykke sin lyst til humoristiske svar på, hvad man har tænkt sig at foretage sig i guds eget land, hvad man arbejder med, hvor man skal opholde sig i USA osv. Da bureaukraten ikke direkte kan bevise at man er potentiel samfundsomstyrter, og jeg har undladt at fortælle, at jeg har tænkt mig at tage flyvetimer, får man omsider lov at slippe igennem. Man befinder sig nu teknisk set i USA, på trods af at man stadig opholder på canadisk grund. USA regner ellers ikke sig selv for at være en socialistisk stat, men der er åbenbart visse ting de er fælles om.

Klokken er nu blevet 15:30. Vores fly til Atlanta er udsat til netop dette tidspunkt, men vi skal først have afleveret kufferten og køres ud til gaten. Her er der tilsyneladende ingen der har travlt, og boarding begynder først kl. 16:00. I det hele taget virker det ikke som om Toronto lufthavn har styr på logistikken, men den er knudepunkt for en masse trafik til USA og Canada, så den kan være svær at undgå.

Atlanta
Vel ankommet til Atlanta en time forsinket, går tingene imidlertid anderledes stærkt og ligetil. Heartsfield lufthavnen er én af USA's allertravleste, men meget logisk opbygget. Som et gammelt mundheld siger, "If you are going to hell, you will have to switch in Atlanta". Der kører metrotog ind til hovedbygningen, hvor man uden problemer finder sin kuffert og går de få skridt over til Nationals biludlejning. Bilen er bestilt hjemmefra, og her kan det godt betale sig at undersøge priserne. De skifter næsten fra dag til dag, og for at gøre tingene endnu mere komplicerede er der et hav af rabataftaler. Vi finder ud af, at der er 20 % rabat hvis man bruger sit VISA kort til betalingen. Dermed bliver National rent-a-car den billigste løsning. Efter at papirerne er skrevet køres man over til en stor parkeringsplads, hvor vi bydes velkommen af en mand der peger nonchalent over på området med Full-size cars og siger "pick whatever you like".

Valget er dog ikke så svært endda. De fleste af dem er Buick Centurys, så vi beslutter os for at tage en hvid (det bliver rigtigt varmt ude vestpå!). Vi finder én med Illinois-plader, da Morten ved at Blues Brothers kørte rundt med Illinois-plader. En tur som denne kalder ligefrem på alt det mytologiske stof, så dette er ingen dårlig start. Den har kørt 14000 miles og ser ikke ud til at få problemer med at køre 8000 ekstra. Alt er naturligvis automatisk i sådan en amerikaner-slæde og Buick'en er behørigt udstyret med en stor tørstig 6-cylindret motor med 175 hestekræfter.

Vi kører fra lufthavnen i den sydlige del af Atlanta til vores bestilte motel i en østlig forstad, med dén fornemmelse af frihed man får, når man ved at vejene venter og at man selv bestemmer retningen og tempoet ud i det store ukendte land. Der sker ikke rigtigt noget herude i Atlanta East, men de fleste billige moteller ligger uden for byen langs indfaldsvejene. Det fælles indtryk af den slags steder, er et sammensurium af tankstationer, kæderestauranter, moteller, private huse og forskellige former for industri. Og ikke mindst - et absolut fravær af byplanlægning. Det hele starter åbenbart med en vej, hvorefter alt det andet skyder op som paddehatte. Et fænomen der går igen næsten alle steder i det sydlige USA (og sikkert også de fleste steder nordpå). Knights Inn er et typisk motelbyggeri, der ser ud som om det er klasket op på halvanden formiddag. Værelset er stort med 2 brede senge, 2 stole, et bord, badeværelse, en lav kommode med et TV ovenpå og ellers ingen videre dikkedarer. Efterhånden som dagene går, begynder man ligefrem at føle sig hjemme, når man kommer til endnu et motel, der er skåret efter samme læst. Ikke mindst fordi sengetæpperne altid har den samme grimme mønster. Kun de cirka 3 forskellige farvekombinationer, synes at være det eneste mulige valg.

Vi finder en kineserrestaurant i nærheden, hvor maden både er kinesisk og god, men hvor portionsstørrelserne klart viser at vi befinder os i USA. Man begynder hurtigt at forstå, hvorfor der er så mange amerikanere der ligner strandede blåhvaler. TV-reklamerne beskæftiger sig meget med, hvordan man kan tabe sig på forskellige letkøbte måder eller hvordan man slipper af med det mavesyreproblem, der tilsyneladende plager mindst hver anden amerikaner. Derimod er det simpelthen ikke faldet nogen ind endnu, at man også kunne overveje at spise lidt mindre ad gangen. Eller drikke mindre sodavand. Den rare kineser fylder det store glas op, indtil man opgiver at drikke mere, og sådan viser det at være de fleste steder.