Vi kører af og får noget der vist må kaldes brunch på Hardees, i form af en thickburger med fries. Hardees har i lighed med flere andre kæder slået sig op på, at lave nogle burgere der er så store, at det egentlig kræver en mund i Kim Larsen størrelse, at spise dem uden værktøj. Skilte på væggen koketterer med, at man nok vil komme til at vente lidt på sin burger, da det selvfølgelig tager længere tid at stege en tyk bøf end en tynd.

En stor del af dem gør tydeligt opmærksom på deres eksistens med store skilte med slogans og opbyggelige ord, som fx "A dusty bible leads to a dirty life". Godt at man ikke har en bibel liggende, der kan samle støv. Der synes at være et uoverskueligt antal af forskellige underafdelinger af kristendommen på disse kanter, og det er ikke tydeligt hvad der adskiller dem. Én ting er dog sikkert - de tager kristendommen både bogstaveligt og alvorligt. Nogle få dage efter at vi har været her, deles nationen i en bitter strid om, hvorvidt en 2 tons tung granitblok, der forestiller tavlerne med de 10 bud, skal fjernes fra Alabamas retsbygning i Montgomery. Kirke og stat er adskilt i forfatningen, og derfor må en enkelt religion ikke kunne sammenkædes med den dømmende magt på dén måde. Dommeren nægter, og suspenderes. Man diskuterer nu videre, hvor monumentet skal placeres.

Montgomery er dog også kendt for andre skelsættende begivenheder. Det var her at en sort kvinde i 1956, for første gang udfordrede raceadskillelsen mellem sorte og hvide. Rosa Parks sad på et af de sæder i bussen, som var forbeholdt hvide, hvis ikke der var sæder nok i den forreste (hvide) del af bussen. Rosa Parks nægtede at rejse sig og overlade sit sæde til en hvid mand, og resten er - som man siger - historie. Den bliver fremragende fortalt på Rosa Parks museet, der ligger på det selvsamme gadehjørne, hvor begivenhederne startede for 47 år siden. Selv om meget har ændret sig kan vi dog ikke lade være med at få en fornemmelse af, at der er lang vej endnu. Denne dag er vi de to eneste hvide på museet, ligesom vi flere gange senere oplever at være det forskellige steder. Én ting er, at alle må være overalt. Noget andet er, at de ofte opholder sig hver for sig.

Umiddelbart virker det som et svært emne at skrue et museum sammen omkring, men det lykkes blandt andet gennem en autentisk kulisse, bygget op omkring en bus i fuld størrelse, hvor en film gennemspiller forløbet. Herefter forklares det i plancher og små filmstykker, hvordan de sortes busstrejke ender med den første af mange små sejre på den lange vej. Lige før udgangen vises et klip, hvor den tidligere præsident Clinton hædrer en aldrende Rosa Parks. Det føles næsten som en fjern fortid allerede, og vi bliver helt vemodige ved tanken om "dengang der var rigtige præsidenter til". På den videre vandring gennem Montgomery, støder vi på et museum for en anden af de lokale helte, Hank Williams. Det er ikke ligefrem det mest overrendte museum. Til gengæld er der så tid til, at vi kan blive vist rundt af en meget engageret dame, der endda har kendt Hank Williams, inden han døde i 1953. Den køkkenblå Cadillac, som han døde på bagsædet af nytårsmorgen står midt i lokalet, omgivet af diverse memorabilia. Hvis ikke dét skulle være nok til at give denne verdens Hank Williams fans religiøse oplevelser, så har museet også et træpanel stående, som ved nærmere eftersyn viser sig at åbenbare aftegninger i årestrukturen, af et H og W. Kigger man videre på det kan man også se silhuetten af en mand med en guitar, der har en forbløffende lighed med selvsamme HW.

Vi kører videre sydpå gennem en række småbyer, der ser ud som om de ligger et godt stykke fra udviklingens hovedvej. En del af indbyggerne er dog i høj grad deltagere i den aktuelle internationale udvikling. Mange af de huse vi kører forbi, har viklet gult plastikbånd rundt om et træ i haven. Det symboliserer at et eller flere af familiens medlemmer, er langt fra hjemmet i krigstjeneste. Ifølge traditionen hænger det gule bånd der, indtil soldaten atter vender tilbage, forhåbentlig i live. I Atmont sætter vi os i græsrabatten ud for en tankstation og spiser doughnuts, mens mørket falder på, og godstog med op til 8 lokomotiver slæber sig forbi med hornet i bund. Byens ungdom cruiser frem og tilbage over jernbaneoverskæringen, og ser ikke ud til at have ret mange andre mål, end at cruise rundt i deres biler. Vi er tæt på Florida her, men styrer vest over til Havnebyen Mobile. Lige inden vi når ind til Mobile, får vi pludselig øje på et afdanket vindblæst motel, der står i første sals højde på træbjælker.

Det er først næste morgen, at vi opdager hvor tæt vi er på den mexikanske golf, men motellets konstruktion i sig selv burde have fortalt os det. Når der engang imellem kommer en golfstorm, er det ikke sikkert at der overhovedet er nogen fast grund at parkere bilen på. Som det står der i mørket, ligner Woody's motel noget der bliver begået forbrydelser på i en Hitchcock-film. Woody himself, er åbenbart ikke til stede, men efter en rum tid dukker en kvinde op, som lige akkurat er i stand til at gøre sig forståelig på engelsk. Værelset hører til i den spartanske ende, men er dog udstyret med både bibel og Playboy-TV, for at tilgodese divergerende interesserer.