Indledning
For en europæer kan det næsten udvikle sig til en mytologisk besættelse, at køre tværs over USA i bil. Vi er vokset op med amerikansk kultur, westerns, road movies og musik, der synes at være forankret i drømmen om friheden på fire hjul. Og så denne udefinerlige fornemmelse af, at de endeløse ørkenlandskaber synes at være til stede, i meget af den amerikanske rockmusik der fylder godt op på pladehylden. Thin White Rope, The Walkabouts, Sand Rubies og så selvfølgelig de gode gamle som Springsteen og Dylan. Det kan til tider næsten tage sig ud, som en pilgrimsrejse til landet "Over there".
Tilsvarende har mange amerikanere vel deres specielle forhold til rejsen til Europa. Vi har en arketypisk forestilling om den velplanlagte rundtur, hvor der lige præcis er afsat tid nok, til at fotografere de fem vigtigste monumenter i hver europæisk hovedstad. Det griner vi så lidt af. Men på en måde ligner vores USA tur jo dette lidt parodiske billede. Vi kører en hulens masse kilometer på nogle få uger, og forsøger at lægge ruten gennem nogle af de ting man åbenbart bare skal se.
Den klassiske tur er vel den der går fra kyst til kyst, med udgangspunktet i New York og slutmålet i Los Angeles eller San Francisco. Det er næppe tilfældigt at turen går den vej, da det jo også var den vej koloniseringen af kontinentet gik. Som sagt, en tur som denne er gjort af mytologisk stof. Det var da også nogenlunde den rute vi lagde ud med at planlægge, men af flere grunde endte den med at se lidt anderledes ud. For det første skal man skaffe en flybillet til en fornuftig pris. Her er der for så vidt ingen hindringer. Om man tager til New York og flyver hjem fra Californien, eller gør noget andet, gør ikke den store forskel, når det gælder prisen. Her er det langt mere afgørende hvornår man har tænkt sig at flyve. I lavsæsonen kan det til tider gøres for ned til ca. 3000 kr.
Billeje
Prisen for at leje en bil er mere afgørende. Vi legede en tid med tanken om, at købe en godt brugt klassisk amerikaner-slæde i NY og sælge den igen i Californien. Denne idé er sikkert udmærket hvis man har masser af tid, men fire uger er for lidt, når man også skal afsætte tid til de nødvendige formaliteter ved bilkøb. For ikke at tale om de større eller mindre driftsproblemer, man lige så godt også kan regne med. Derfor blev det til en lejet bil. Her er prisen ubetinget højere i New York eller Washington DC. Fælles for priserne er dog at det bedst kan betale sig at leje en såkaldt "Full-size car".
Efter danske forhold er det en halvstor møghund af en bil med en forslugen motor, men det kan ikke betale sig at tage noget mindre. Større og luksuriøse biler ligner heller ikke noget godt køb. Forskellen retfærdiggører som regel ikke prisen. Desuden kan man lige så godt indregne de 20$ om dagen en "collision damage waiver" koster. Man får altid den der lille skramme, som udlejningsselskabet udnytter til at forlange adskillige hundrede dollars i erstatning for. Et andet aspekt man også bør tage med i overvejelserne er, at der nemt skal betales ca. 5000 kr. ekstra for at aflevere bilen på den anden kyst. Derfor begyndte vi at se os om, efter et passende udgangspunkt i det sydøstlige. Valget faldt på Atlanta, da vi kunne skaffe billetter til en rimelig pris på 5500 kr. gennem Air Canada.
Planen blev derfor at køre til Californien ad en sydlig rute, og derefter tilbage til Atlanta ad en lidt nordligere rute. Den blev bevidst ikke planlagt i detaljer. Vi brugte i stedet en del tid på research, og udså os en række ting vi gerne ville se undervejs, hvis det kunne passe ind i programmet. Der var således rigeligt plads til at improvisere undervejs, hvad vi også endte med at gøre.
I alt kom vi gennem 15 (af 50) stater; Georgia, Alabama, Mississippi, Louisiana, Texas, New Mexico, Arizona, Nevada, California, Utah, Colorado, Kansas, Missouri, Arkansas, Tennessee samt en afstikker til Ciudad Juárez, Mexico. Vi tilbagelagde 7892 miles (12698 kilometer).
Det blev en tur der førte gennem masser af øde ørkenlandskaber. Vil man hellere holde sig til de mere tæt beboede egne, kan det anbefales at holde sig mere til østkysten eller Californien. Ørkenen handler langt mere om meditativ ro og de små variationer. Og så bliver der som regel varmt indtil smertegrænsen i august måned, hvor vi tog turen.
|
Forberedelse
Hvad angår research prøvede vi at skaffe informationsmateriale gennem de forskellige stater, og fik da også tilsendt dynger af brochuremateriale. De handlede tilsyneladende om det samme, "Our wonderful hospitality" og "Our brilliant Golfcourses". Det er ikke her man skal finde de informationer der virkelig rykker. Vi købte også bogen "USA on the road", som udgives på dansk af Politikens rejsebøger. Den er langt mere informativ og logisk opbygget omkring fem rutebeskrivelser. Den sydlige rute passede et stykke af vejen til vores behov, og mindre dele af to af de andre ruter kunne også bruges. Derudover er Internettet en fremragende kilde, i hvert fald hvis man har en idé om, hvad man vide noget om. Vi har således forsøgt at samle et udvalg af relevante links.
I skrivende stund, Januar 2003 er det ikke nødvendigt at anskaffe visum fra ambassaden i København, men bliver det muligvis snart, da USA overvejer at ændre dette.
Hvilken vej
Vi havde ikke på forhånd lagt os fast på, hvilke veje vi ville køre på. USA er kædet sammen på kryds og tværs af et veludbygget net af motorveje, de såkaldte Interstates. Der er ingen tvivl om, at den hurtigste vej fra A til B, kræver at man holder sig til Interstaten. Det stod dog hurtigt klart, at det som regel også er den kedeligste og langt mest trafikerede vej. Til gengæld følges Interstaten de fleste steder af den gamle Highway, som den har aflastet. Highwayen fører igennem alle de småbyer som engang havde deres storhedstid, da al trafikken kom igennem dem. Nu ligger mange af dem hen, som lettere forfaldne monumenter over udviklingen, men selv om man må sænke farten igennem disse byer, er den historie de fortæller interessant i sig selv.
Interstaten er stort set kun rigtigt interessant på ét tidspunkt, nemlig når man kommer til en ny stat. Her ligger der som regel et velkomstcenter, hvor man kan skaffe et kort over staten. Det kort er uomgængeligt hvis man vil ud på de lidt mindre veje. Det kan klart anbefales at holde udkig efter disse veje, hvoraf en del er udråbt som såkaldte "Scenic byways". Udtrykket dækker ofte over, at vejen er den besværligste omvej gennem smukke landskaber. Med en enkelt undtagelse; Las Vegas' brølende boulevard "The Strip" er også udråbt som "Scenic byway". Derudover kan man også finde information om seværdigheder på velkomstcentrene, og de allestedsnærværende kuponhæfter, der giver rabat til hoteller og lignende. Intet har tilsyneladende en fast pris i USA. Derfor er en anden god mulighed, at bestille overnatningen gennem én af søgesiderne på Internettet. Vi gjorde det dog kun den første dag, da al den planlægning let kan tage fornøjelsen ud af foretagendet.
Vores beskrivelse af turen er opdelt i de enkelte dage. Andre praktiske oplysninger og generelle betragtninger, har det med at dukke op i teksten, efterhånden som vi møder dem. Der var dage hvor vi oplevede meget og andre dage, hvor dage hvor det vi så, kan være svært at beskrive uden at gentage sig selv og bruge store generelle ord. Det afspejler længden af dagens tekst ofte. Der er nogle få fælles elementer i opbygningen. Vi har noteret dagens start- og slutdestination og distance i miles og kilometer og vi har noteret navnet på motellet og prisen inklusiv sales tax. Prisen opgives næsten altid uden denne skat i USA. Det svarer til, at vi altid skulle opgive prisen uden moms i Danmark. Vi har derimod ikke beskrevet ruten i detaljer, da det ville blive for omfattende.
Vi håber at turbeskrivelsen ikke kun kan læses med udbytte af dem, der selv planlægger en lignende tur. Rejsebeskrivelser er jo en klassisk genre, der gerne skulle være spændende i sig selv. Forhåbentlig får du et eller andet ud af det. Tag også gerne et kig på nogle af de turbeskrivelser vi har linket op til.
Blandt dem, tak til Jens Bjargum som vi har ladet os inspirere af og måske også har stjålet et par idéer fra.
Tekst af Stig Bruun, Teknik af Morten S. Berg
|
Links
En hjemmeside uden links, er som en vej der ender blindt.
USA Tourist Gode generelle informationer om praktiske forhold og attraktioner i USA.
HM USA Guide Privat schweizisk side med mange links.
G.A.S.P Beskrivelse af en cykeltur, et år rundt i USA! Hovedpersonen ser lige så dum ud med cykelhjelm som Poul Nyrup.
Clickable map of US States Kort over alle stater, der giver en god fornemmelse af landskabets karakter samt klimastatistikker om alle større byer.
Ghosttowns Det var først da jeg kom hjem, og begyndte at lede efter nogle af de steder vi havde været, at det gik op for mig, hvor mange Ghosttown entusiaster der findes. Denne side er den bedste og med fremragende links.
Jens Bjargums US side Dansk rejsebeskrivelse af en tur fra LA til NY i 2001. In search of Hard Rock Café...
The 1995 USA Cross country adventure Anden Dansk rejsebeskrivelse af en 21/2 måned lang rundtur.
Roadside America Hvis du er besat af skæve og alternative turistmål. Huse der ligner sko, museum for prostitution, USA's mindste kirker og en gravsten udformet som en Mercedes i fuld størrelse er bare nogle af eksemplerne.
Roadtrip USA Beskrivelse af 11 forskellige ruter gennem USA.
Desert USA Beskrivelser af attraktioner i det amerikanske ørkenlandskab. Ørken er ikke bare ørken.
Lost America Night Photography Sådan kan de øde og forladte dele af USA også se ud. Fantastiske fotos taget om natten og med laaang eksponering.
Områder og seværdigheder
Southwest America Gode beskrivelser af nationalparker og særlige naturområder i det ørkendominerede område, der under et kaldes Southwest.
Big Bend 1 - 2 3 Nationalparken man bare skal besøge, hvis man får muligheden,
Jack Daniels Destilleriets egen side. Giver lige så få tømmermænd som at være der selv.
US50 Wulf Bergs private side om denne klassiske vej, tværs over midwest america.
Hank Williams Museum Døde ung nok til at blive udødelig. Har skrevet flere af dine favoritter end du troede.
Rosa Parks Museum Civil ulydighed og tavs protest kan starte de bedste revolutioner.
USS Alabama Og så sendte vi Olfert Fischer til Golfen. Jamen, jamen.
Mardi Gras World Hvis dit højeste ønske er et foto af dig selv, med overstørrelse maske og karnevalsdragt.
Tabasco En flaske om dagen holder doktoren væk. For altid.
Johnson Space Center Gå ombord i rumfærgen og mærk sparket fra et take-off.
Langtry 30 levende sjæle holder liv i myterne om The wildest of west.
Marfa Der findes folk som elsker at tro på overnaturlige fænomener, som nedstyrtede marsmænd og uforklarlige lys på himlen.
Tombstone Tombstones forretninger og attraktioner har deres egne undersider.
Titan Missile Museum/Pima Air Museum Samler flere attraktioner under et. Flymuseets side er god, da den har billeder og beskrivelser af alle de udstillede fly.
Tucson Samling af attraktioner i Tucson-området.
Biosphere 2 God side om forskningsprojektet. Der er web-kameraer på de 6 forskellige økosystemer. Fint alternativ til pausefiskene.
Route 66 Der er hyldestsider til de fleste amerikanske veje, men dette er den mest klassiske af dem alle sammen. Den eksisterer endda ikke engang officielt længere.
Grand Canyon Underside til National Park Service. But, don't tell it, show it.
Las Vegas Behøver man egentlig en side om Vegas? Kør dog ind i byen og lad dig overvælde.
Solvang Frilandsmuseum for fuld udblæsning.
Anchor Brewery Glem snotweiser. Det her er amerikansk øl når det er bedst.
Napa Valley 1 - 2 Det kan være en god idé at orientere sig lidt inden man besøger vinområdet.
Sattui God mindre producent. Vinene er mere klædeligt europæiske i stilen, end de traditionelle Californiske bulderbasser.
Nevada Der er seværdigheder i Nevada. Man skal bare vide hvor, på forhånd.
Berlin-Ichtyosaurus Kort beskrivelse af denne kombinerede ghosttown og dinosaur-udgravning.
Mormon-kirken 1 - 2 - 3 De sender gerne en bog. Er desuden meget optagede af slægtsforskning.
Dinosaurpark Den anden store dinosaur-udgravning. Den mest børnevenlige og knapt så nørdede af de to.
Mark Twain Museum Hver anden bygning i Hannibal er en del af Mark Twain museet. Næsten.
The Arch Information om den velkendte bue og de tilstødende attraktioner.
Graceland Den amerikanske Konges slot.
National Civil Rights Museum Martin Luther King's minde holdes i live her, sammen med den bevægelse han var en væsentlig del af.
Belle Meade Plantation OK, de holdt slaver. Men de boede da pænt.
Stone Mountain Park Den sten må simpelthen være faldet ned fra oven. Af indlysende grunde har den fået lov at blive liggende. Nogen har lavet grafitti på den.
Atlanta History Center Hyldest til fremskridtet, fastholdelse af fortiden.
Coca-Cola World Selvfølgelig skal man da betale for reklamer. Det manglede bare.
Biludlejning
National Nogle gange det billigste. Andre gange ikke
Alamo Samme selskab som National, men andet navn. Hvis kunderne ikke vælger det ene, vælger de nok det andet
Dollar Pluspoints for deres Dodge Intrepids med CD-spiller. Hvis de altså har dem når man kommer. Regn ikke med noget. Slå gerne ordet "similar" op i Engelsk-Dansk ordbogen.
Avis Dyrere! Bedre?
Hertz Advarsel! De snyder på vægten. Deres "Full-size cars" er mindre end andres. Adr!
Søgemaskiner til fly, hotel og biludlejning
Orbitz Den gode nyhed er, at du kan bestille flybilletter. Den dårlige er, at det kun gælder inden for USA's grænser.
Expedia Sammenlign priser, find den billigste og find så ud af, at du alligevel ofte kan få det billigere andre steder.
Hotels By City Prøv gerne flere forskellige søgemaskiner. Priser og udvalg er ikke det samme.
Diverse
The Smokehouse Man kan bestille deres lækre hjemmelavede røgvarer. Det vides ikke om de sender til Danmark.
Segway En genial krydsning mellem et løbehjul, en gammeldags plæneklipper og et rullende fortov.
Weather Underground Check den aktuelle vejrsituation. Altid populært i et land, hvor mindst én TV-station aldrig beskæftiger sig med andet.
Mapquest Kort og godt.
Ebay Den Blå Avis på amerikansk.
|
On The Stereo
Landskabets larmende stilhed er musik nok i sig selv. Nå ja, javel så. For os er det i hvert fald uomgængeligt, at have musik i bilen på sådan en tur. Oplevelsen af at vælge det rigtige musik på det rigtige tidspunkt, kan være helt magisk. Som da vi hørte Televisions 1992-plade på turen over Texas' aftenmørke sletter. Eller da frihedsfornemmelsen blev boostet af Talk Talks lækre poptoner med højt til loftet, på den første dag gennem det landlige Alabama. Eller da radioen ramte den helt rigtige tone med drugget techno i San Franciscos aftentåge. Bare det at man tydeligt kan huske den slags bagefter, understreger hvordan musikken er med til brænde billeder fast i hukommelsen. Lenny Krawitz på vej op ad Highway 1, Sisters of Mercy på vej gennem Memphis' dunkle nat, Janes Addiction og Black Rebel Motorcycle Clubs nyeste hits på vej gennem Californien.
Vi har samlet en liste over det meste af den lyd vi havde i ørerne på denne tur. Hvis ikke vi havde måttet indskrænke os til at høre radio og gamle kassettebånd, ville listen have været noget længere. Til gengæld fik vi hørt en hel del radio. Det er der ingen grund til at ærgre sig over i USA. Herhjemme diskuteres det meget, om det vil være ødelæggende hvis radiomediet bare gives helt frit. Med vores erfaringer i baggagen, virker frygten overdrevet. Selvfølgelig vil der komme ulideligt mange reklamer, og selvfølgelig vil der være meget der ligner hinanden. Udbuddet af vidt forskellige, og indimellem også meget "smalle" ting, lider til gengæld ikke under forholdene. Og så knevrer de aldrig ind over musikken, men lader nummeret spille helt færdigt. Selv Blue Oyster Cults "Don't fear the reaper" i den lange originaludgave.
Classic rock stations (spiller alle sammen AC/DC mindst én gang i timen)
New Country stations (spiller alle sammen det der hit mindst én gang i timen, der handler om ikke at drikke før klokken fem, "But I don't care, it's five o'clock somewhere")
Independent lowkey Blues stations (den rigtige blues)
College rock radio (der kan være langt imellem dem, men de findes)
Kølig ambient techno (i hvert fald i San Francisco)
Underlige mexicanske stationer (Taler indimellem meget længe, meget hurtigt og i munden på hinanden. Spiller desuden fascinerede underlig musik)
Prædikanter der kan tale solen sort (alle steder hvor man kan fange en radiostation)
Desuden hørte vi medbragte og indkøbte kasettebånd af :
Television,
Joe Jackson,
Talk Talk,
Grant McLennan,
REM,
Johnny Cash,
Hank Williams,
Janes Addiction,
Sisters Of Mercy,
Richard Pryor,
Neil Young,
Chieftains,
Collective Soul,
Blackeyed Susans,
Lenny Krawitz,
Steve Wynn,
Mecano,
Molotov,
Scritti Politti,
Blandet countryrock,
samt en optagelse af programmet Streetnoise på The Voice fra 1988.
|