Ranch Motel, Del Rio
|
|
Del Rio ligger helt op ad Rio Grande ved den mexicanske grænse, og er samtidigt den sidste større by, i det område vi nu er vej ind i. Der er ganske vist markeret et par småbyer på kortet, over de næste par hundrede miles, men når én af dem er Dryden med hele 9 indbyggere, siger det noget om hvor meget Wild West det her er. I disse småbyer står der næsten altid nogle tomme og forladte bygninger. Jo længere vi kommer uden for lands lov og ret, des mere udpræget bliver tendensen. Der er ingen der gider at besvære sig med, at rive de tomme bygninger ned. De bygger nyt på en tom grund i stedet for. Et andet tegn på de lave jordpriser, er de boulevardbrede veje i byerne.
Roy Bean
Der er da også en tyk em af westernmyter da vi kommer til Langtry, der ret beset ikke er meget mere end nogle håndfulde huse, som er kastet med løs hånd ud over en bjergside. Her har den legendariske dommer Roy Bean fået sit museum. Havde det ikke været for byggeriet af jernbanen før det forrige århundredeskifte, er det vel tvivlsomt om nogen overhovedet havde bosat sig her. Ingen med en juridisk uddannelse har åbenbart villet det, så værtshusholderen Roy Bean fik tjansen som juridisk myndighed. Blandt de udstillede effekter, er et enkelt eksemplar af de reviderede lovsamlinger, han fik tilsendt en gang om året. Den har på mirakuløs vis overlevet Roy Beans tilbøjelighed til, at bruge sine lovsamlinger til at fyre op i pejsen. Herude vest for Pecos var et par solide næver og en skyder tilsyneladende de bedste instrumenter, til at opretholde lov og orden. Museets bygning virker næsten fejlplaceret her, i al sin nybyggede pragt. Træskurene bagved og den forfaldne "Grocery store" overfor, falder bedre ind i stemningen. Vi provianterer til morgenmaden blandt dens sparsomme udvalg.
|
Vejen til Marathon
|
|
Det næste varsel om, hvor langt vi er kommet uden for lands lov og ret, får vi da den sidste tilbageværende radiostation begynder at knase, og til sidst falder helt ud. I Marathon, der ligger som en lille oase i ørkenen, får vi en burger på Gage Hotel. Heller ikke Marathon ligner et sted, hvor man bliver ret meget længere end nødvendigt. Vi tanker op med både benzin og vand og fortsætter sydpå, mod den måske mest afsidesliggende amerikanske nationalpark, Big Bend, der har fået sit navn efter det store sving Rio Grande tager, på sin vej ud mod golfen.
| |
|
Vi har i realiteten vejen for os selv, mens vi kører mod bjergene ude i horisonten. Et skilt hist og her antyder at jorden tilhører en ranch, men her gror ikke meget andet end sand. Der er kun lige nok busk-agtig vegetation til det kvæg, vi ser en sjælden gang. Lige før Big Bend tænder vi parkens informationsradio på AM-båndet. Den advarer om at man ikke skal bevæge sig ud i terrænet uden vand, og om de løver, bjørne og klapperslanger der lever vildt her. Oplæserens karakteristiske stemmeføring, får det til at lyde så ildevarslende, at vi næsten er sikre på at vi skal til at slås mod naturen for alvor.
Big Bend National Park
Vi gør holdt lidt inde i parken, og står bare midt i den utrolige tørre hede og betragter det fantastiske ørkenlandskab, omgivet af mere eller mindre nøgne bjerge. Der er ingen andre mennesker at se. Temperaturen har sikkert passeret de 40 grader lige her i eftermiddagssolen, men det føles alligevel anderledes behageligt, efter at vi er sluppet af med kystområdets kvælende fugtighed.
Der er anvist steder langs vejen, hvor man kan campere, men vil man have fast tag over hovedet, er der kun én mulighed i Big Bend. Det er at køre op i Chisos bjergene til Chisos Basin plateauet, hvor der er indrettet motel. Tilmed et rigtigt udmærket et af slagsen. Det adskiller sig dog fra alle de andre moteller på turen, ved ikke at have noget TV. Informationsmaterialet gør det klart, at det er et bevidst valg. Her kommer friluftsfolk, af den type som har en sund ansigtskulør, står op ved solopgang, spiser et solidt morgenfoder og kaster sig frygtløst ud i naturens glæder.
|
Fra The Window Trail
|
|
|
Vi bruger resten af dagen på klatre ned af bjerget, hvor vi følger "The Window Trail". Den ender ganske rigtigt brat ved en stor sprække i klippeformationen, hvor der er en ubeskrivelig udsigt over et goldt og sært forvredet månelandskab. Den bliver sikkert bedre, jo længere ud mod kanten man bevæger sig. Vi synes dog at vi har sat livet rigeligt på spil, bare ved at forcere det sidste stykke frem og tilbage, over den kilde der løber ud gennem vinduet. Og ikke mindst ved at bevæge os i et terræn, hvor løverne af og til kigger forbi. Der er ganske vist kun 3, der er blevet ædt af en løve her i nyere tid, men alligevel. Vi ser dog ikke noget til løverne. Til gengæld er turen opad fantastisk på denne tid af dagen, hvor solen begynder at forsvinde bag bjergene og farverne hele tiden skifter, i et spil mellem lys og skygge. Turen kræver sine naturlige pauser, da der er 800 fod op til motellet, der ligger i 1750 meters højde. Vi når lige præcis op, inden mørket sænker sig.
|
|
Chisos Mountain Lodge - 87 $
|
|
Dag 7
