|
Vi står tidligt nok op til, at vi kan indtage en All-American breakfast i restauranten, mens solen står op over Chisos Mountains, uden for de kæmpestore panoramaruder. På vejen ud af Big Bend, ser vi for første og eneste gang nogle af de vildtlevende indbyggere. En flok Javelinas, der er et vildsvinelignende dyr man ikke finder mange andre steder, har besluttet sig for at krydse vejen. Vi behøver dog ikke vente længe på dem, da de skyndsomt piler ned i det lave krat, der omgiver vejen her. Synet af dem er lige præcis nok til at konstatere, at dette sælsomme dyr må være tegnet af gud med humoristisk sans. Benene er naturstridigt lange og sidder lidt for tæt. Ovenpå de fire ben, er der placeret en oval klump af en krop. Bevidst sjuskede vittighedstegnere, får af og til en hund til at se sådan ud.
|
Big Bend National Park
|
|
På den anden side af parken kommer vi til Terlingua Ghostown (sådan staver de det!), der dog ser ud til at være en kende beboet af en ghosttown at være. Der ligger dog nogle ruiner af små lerhuse, som må formodes at være den oprindelige Terlingua. Navnet på byen er i sig selv en tydeliggørelse af, at vi befinder os i et grænseområde mellem 3 sprog og kulturer; amerikansk, spansk og indiansk. Og på flere måder, ikke nødvendigvis i den orden. Måske er det her jeg ser et skilt med "Watch for rattlesnakes", på et toilet i den ydmyge ende. Uanset standarden, er det imidlertid en god idé at huske på, at sådan et sted konsekvent omtales som et "Bathroom", hvis man skal spørge efter det. Ingen pæne amerikanere ønsker at høre stedet omtalt med udtryk, der måske ligger tættere på dit ærinde her.
Rio Grande og Rio Bravo
Vejen fortsætter nu enten nordover mod civilisationen, eller videre langs Rio Grande et stykke endnu. Vi vælger heldigvis den sidste. Floden hedder Rio Grande set fra USA-siden, medens mexicanerne kalder den Rio Bravo. Selve floden ser dog hverken stor eller specielt modig ud. På dette stykke er det nærmest bare en pløret å, men de stejle bjerge på begge sider, hvor vejen nærmest er hugget ind i klippesiden, gør det alligevel til noget af et projekt at krydse den. Border Patrol gider da heller ikke rigtig interessere sig for eventuelle "wetbacks" her. De venter tålmodigt ved deres kontrolposter længere nordpå, ad de få veje der fører væk herfra. Skulle nogen endelig få lyst til at forsøge at krydse ørkenen til fods, vil deres rute med stor sandsynlighed blive udpeget, af de patruljerende rovfugle der svæver rundt her. Der er heller ikke den store mulighed for at slå sig ned i området. De små byer er sparsomme og viser ikke meget tegn på liv. Byen Lajitas er lokalt kendt for en overgang at have haft en ged som valgt borgmester, hvilket belyser det begrænsede udvalg af opstillede kandidater. Lidt efter Lajitas er vi ved at køre Redfords eneste synlige indbygger, en lille hund, ihjel. Vi ved ikke om hunden havde en officel post, men vi var nok blevet hængt under alle omstændigheder.
Der er stadig bagende varmt og ikke en sky på himlen, men vi begynder ligesom at få en fornemmelse af, at det ikke altid er tilfældet. Den meget snoede vej dykker indimellem kraftigt, for umiddelbart efter at fortsætte opad igen. I mange af disse lavpunkter er der opsat en slags målepinde, "flood gauges", og vi kan efterhånden godt regne ud, at man skal være indstillet på at forcere meterdybe floder, når der kommer et regnskyl. Det gør der ikke i dag. Vi drejer nordpå ved Presidio, da vejen langs Rio Grande, efter kortet at dømme, ender blindt ved Candelaria et godt stykke længere fremme.
| |
|
Vi når Marfa ved middagstid og parkerer på hovedgaden. Den er vel et par hundrede meter lang og stort set blottet for liv. Havde der rullet en "dust devil" hen over vejen, ville kulissen bare have været helt rigtig. Marfa er egentlig mest kendt for nogle mystiske lys, der skulle åbenbare sig på himlen over Marfa. Måske er det tidspunktet på dagen der gør det, men vi ser i hvert fald ingen lys, der ikke kan forklares helt rationelt. Men det er også ved at være længe siden, vi har indtaget noget der er stærkere end vand. Forklaringen kan dog også være, at lysene venter pænt på, at Marfa Lights Festival afholdes den sidste weekend i august. Hvorom alting er, det eneste uforklarlige fænomen her i middagsheden, er en serie af skudlignende lyde, der ser ud til at komme fra en gade bagved. Vi lader det blive ved det, og kører videre mod Van Horn. Vejen mod Van Horn er fuldstændigt snorlige på et 50 miles langt stykke, omkring Valentine. Den foretager et par sving, og er så igen tegnet efter en lineal. Man bliver glad for sin cruise-control her. Den mest iøjnefaldende variation i landskabet er en skypumpe der hvirvler noget støv op i ny og næ, og en plantage der dyrker pecannødder.
På vejen går det op for os, at vi næsten har krydset Texas, uden at få en ordentlig skive ko. Vi retter op på skaden, ved at holde ind på et truckstop i Van Horn og bestille en cowboysadel med garniture. Vores vej førte os desværre ikke forbi den restaurant, der lokker med bøf i størrelsen 2 kilo plus, som oven i købet er gratis, hvis man kan spise den inden for en time. Godt det samme. Vi er alligevel ikke i form til den slags udskejelser endnu, selv om vi efterhånden bliver i stand til at indtage stadigt større måltider. For en dansker i normalstørrelse, kræver det dog nok et par år, at blive fuldt amerikaniseret på netop dette punkt. Der er langt op til rekordholderne, som ham der klarede 2 kilos bøffen med tilbehør på 9½ minut. Eller ham der, nu han var i gang, spiste 2 inden for en time.
Efter Van Horn får vi endnu en time foræret, da vi kører ind i Mountain Time Zone. Der er god brug for den i dag. Morten har inden turen joket med, at hvis vi blev grebet i noget ulovligt, skulle vi stikke af til Mexico. Vores møder med US Border Patrol er dog indtil videre forløbet ret så udramatisk. Vi holder trods det ind i El Paso, stiller bilen, og går videre over den mexicanske grænse til Ciudad Juarez. Det er fornærmende let at komme ind i Mexico. Man regner åbenbart ikke med, at nogen ved sine fulde fem gør det frivilligt. Til gengæld er det ikke helt så let at finde ind til byens centrum, når man krydser den østlige bro.
Ciudad Juarez
Der er intet kort at få på informationskontoret, så vi tager chancen og går gennem den enorme park, i den retning vi mener centrum ligger. Rundt omkring i parken ligger mexicanere og sover med sombreroen over ansigtet og hænderne foldede på brystet. Det fører os videre gennem beboelseskvarterer, som på trods af gåafstanden alligevel er markant forskellige fra USA. Også reglerne ser ud til at være noget anderledes her. Med tanke på Mortens besværligheder med at få synet sin gamle bil hjemme i Danmark, ærgrer det ham at se biler her køre rundt med fuldstændigt smadrede forruder, så ejerne hænger ud af sideruden for at orientere sig. Vi når efterhånden det, som vi formoder er hovedgaden i Ciudad Juarez. Et slidt og smånusset foretagende, ligesom resten af byen, men alligevel ikke helt ucharmerende. Det dominerende indtryk på hovedgaden er forretninger med bryllupsudstyr. Formodentligt kommer mange hispanics herned fra USA for at købe kitchede og billige brudekjoler.
På vej tilbage til Texas er der noget mere interesse at spore hos grænsepolitiet, uden at det ligefrem kan kaldes besværligt. Vi sætter kursen mod New Mexico, og da det er ved at blive for sent på dagen til at køre forbi White Sands, lægger vi det meste af New Mexico bag os og krydser Continental Divide, hvorfra det går nedad bakke indtil stillehavet. Vi slår lejr i Lordsburg. Her mødes vi af endnu én af den slags motelværter, der på slående vis ligner et menneske, der har taget en tung skæbne på sig, uden at gøre forsøg på at modsætte sig. Værelset er dog fint, og rigeligt de 30$ værd.
|
|
Holiday Motel - 30 $
|
|
Dag 8
