Highway 1
13. etape er bestemt én af dem jeg har set frem til. Det meste af turen til San Francisco foregår langs kysten ad Highway 1. Det er her man egentlig bør stille Buicken, og leje en Harley eller en åben sportsvogn. Hvis man altså synes at man har de ca. 2000 kr. til formålet. For vores vedkommende må det blive en anden god gang, så vi triller nordpå i Buicken i bragende flot solskin. Vi når ret hurtigt kysten og kører direkte ind i de berygtede tykke tågebanker, som skyller ind fra Stillehavet.
Morgenmaden spiser vi meget tæt på kysten, men da tågen altid er tæt heromkring kan vandet sjældent ses direkte. Butikken har til gengæld et videobånd med søløver kørende på et lille TV. Gennem vinduet kan vi dog skimte et par egern som samler forråd til vinteren. Vi kører igennem et sært landskab, hvor de græsklædte skråninger ud mod havet, fortrinsvis bliver brugt til at holde kvæg. Lidt længere oppe ad kysten bliver landskabet stejlere, så der virkelig er tale om bjergkørsel. Det er tydeligvis ikke Buickens rette element med de mange skarpe sving, så vi tager den med ro og holder ind engang imellem, så Corvetterne, Porcherne og Ferrarierne kan komme forbi. En sort 330 GT takker pænt, ved at give et trut i det klassiske horn.
|
|
Highway 1
|
Turen op ad Highway 1 er en unik oplevelse, særligt på en dag som denne, hvor de pludselige tågebanker blot øger spændingen. Man mærker hele tiden Stillehavets kølige tilstedeværelse, der blander sig med varmen hvor der er lidt læ. Highway 1's tilstedeværelse er lidt af et mirakel, når man ser det knudrede og ufremkommelige landskab den vrider sig igennem.
|
|
Ved Big Sur ser vi en surfer-type køre på en hjemmekonstrueret sofa-med-motor. Et sikkert meget behageligt køretøj, men det ville ikke gå gennem et syn hos danske myndigheder.
|
|
Lidt efter Big Sur holder vi ind i vejkanten for at kigge ud over havet, og får pludselig øje på en kolibri i en busk. Den letter ved lyden af kameraets klik, og vi kan senere konstatere at sådan en lille skabning skal tages med telelinse, selv fra en meters afstand. Da vi når Monterey bay kører vi igen ind i tågen, næsten uden varsel. En tid er den en fast følgesvend mens vi kører igennem Artiskokmarkerne. Det klarer op igen, da vi kommer fri af bugten. Trafikken tager efterhånden til, og indikerer at vi er ved at være tæt på San Francisco.
|
|
Det er ved at være aften, før vi når San Francisco, men vi fortsætter alligevel over Golden Gate Bridge. Vi passerer de første 4000 miles midt på broen, og drejer fra umiddelbart efter, og kører ned til Sausalito. Det minder ikke så lidt om et halvmondænt kvarter, og spisestederne ser ikke ligefrem billige ud. Vi finder dog en italiensk restaurant, der tør skilte med priserne. Fortolkningen af begrebet pizza er indimellem et stykke fra det italienske. Var det noget med en såkaldt "Schnitzelitza", med bøf, sauerkraut, løg, ost og sursød sauce? Pizzaerne er imidlertid udmærkede, og der er pil op for øludvalget, der omfatter det lokale bryg "Anchor Steam Beer". Vi vender slæden og kører tilbage over Golden Gate, hvor vi nu bliver afkrævet 5$ for at køre ind i byen. Kort efter broen kører vi ind på Lombard Street, hvor motellerne ligger tæt. Vi ender imidlertid med at få set en større del af San Francisco, inden vi farer vild og ender i Golden Gate park.
|
|
San Francisco
Vi finder Lombard Street igen, og prøver et par af motellerne, før vi indser at det er højsæson på disse kanter, og priserne er mindst det dobbelte af, hvad vi har været vant til. San Francisco adskiller sig klart fra de byer vi ellers har set indtil nu. På mange måder minder arkitekturen faktisk lidt om London, hvis London ellers var blevet opført i Schweiz, så måske burde det ikke undre at priserne også gør det. Manden der checker os ind er så venlig at tilbyde os, at vi kan komme med en tur ud til Alcatrazz-fængslet i morgen, selv om der ellers er udsolgt. Det er en kombineret tur, der også inkluderer en byrundtur. Prisen for sådan en tur er "kun" 56$. Det med byrundturen mener vi godt, at vi selv kan klare, så 400 kr. pr mand for at se et fængsel indefra lyder lidt voldsomt. Vi lader bilen stå på motellet og går ud for at finde en bar. For første gang i 2 uger må vi finde overtøjet frem. For at sige det ligeud, er der nærmest koldt sådan en aften i San Franciscos gader. Det blæser og temperaturen ligger på de 13-14 grader.
|
Pacific Motor Inn - 98 $
|
|