I Baker indtager vi morgenmaden på Mad Greek café, der byder på autentisk græsk bagværk. Det er næppe sundhedsfremmende, men til gengæld godt. På væggen hænger en større samling fotografier af berømte grækere, der hellere ville være amerikanere, og som angiveligt har besøg den gale græker. De smadrer dog ingen tallerkener mens vi er der. Mere græske er de heller ikke. Vi gider ikke rigtigt LA og lægger i stedet vejen nordover. Som vi nærmer os kysten, begynder det frodige landskab at dukke op, og appelsinplantager og vinmarker får overtaget. Endelig når vi kysten og standser kort i Ventura, for at kigge ud over Stillehavet. Her er der californisk badeliv for alle pengene, men det er en sært fremmed fornemmelse efter den lange vej tværs over ørkenen, og vi lader os ikke friste, men fortsætter i stedet nordpå til Solvang.

De mange souvenirbutikker og vinhandlere fortæller dog deres egen historie om, at det fortrinsvis er amerikanske turister der kommer hertil, og ikke nødvendigvis grundet en særlig interesse for Danmark og dansk kultur. Blandt grimme souvenirs og bedre californisk vin, kan de så gå på indkøb blandt elefantøl, gajol og marmelade fra den gamle fabrik. Vi morer os lidt med at gå rundt i byen og spille autentisk inventar, inden vi sætter os på terrassen hos Bager Mortensen og bestiller kaffe og wienerbrød. Desværre synes ingen at påskønne dette lille raffinerede indslag i gadebilledet. De danske sprogkundskaber er vist gået tabt for længe siden i Solvang. Vi hører ikke et eneste ord på dansk, mens vi er her. Kaffen serveres dog i de rigtige små kopper og wienerbrødet er såmænd heller ikke værst. Vi undlader heller ikke at fortælle servitricen det, da vi nu har sat hende under pres, ved at fortælle at vi skam godt ved, hvordan den slags skal smage. Hun virker lettet. Èn ting har de dog undladt at kopiere. Medens den anden og tredie kop kaffe i danmark koster mellem syv og fjorten kroner ekstra er her nemlig gratis opfyldning.