Coca-Cola
Vi kører ind til downtown og parkerer ved Coca Cola world. Man kunne måske forvente at et foretagende som dette, ville byde på en gratis smagsprøve eller to. Det er ikke tilfældet. The rich get richer and the poor stay poor. Man må slippe 6$ for at komme ind til bombardementet af reklamer og merchandise i 3 etager. Helt uinteressant er det dog ikke. De reklamerer meget for en speciel sodavandsfontæne, men det mest interessante er trods alt smagsprøver, på alle de forskellige læskedrikke Coca Cola Company fremstiller i hele verden. Der er adskillige lokale varianter, man aldrig havde forestillet sig, overhovedet blev fremstillet. Jordbærsodavand, Lycheessodavand, Mangosodavand og Root Beer, der smager præcis som et bestemt tandpastamærke, jeg har glemt navnet på, er blandt varianterne. I Kina sælger Coca-Cola en variant med smag af vandmeloner. Vandmeloner smager som bekendt af vand, så dette siger vel noget om markedsføringens kunst. Efter smagsprøven forstår man i visse tilfælde meget bedre, hvorfor de er forblevet lokale fænomener.

Vi bruger resten af formiddagen på at daske rundt i "Undergrund Atlanta", der er et stort butikscenter under gadeniveau. Hvis man vil finde liv i en amerikansk storby, er dette som altid et sikkert sted. Et galleri for ko-kunst tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Konceptet er en lille snes køer i fuld størrelse, med hver sin fantasifulde bemaling. Uden for har der samlet sig en kø foran en gruppe hip-hoppere, der står for gadens ret så larmende søndagskoncert. Vi kører tilbage til motellet for at pakke, og gøre bilen nogenlunde præsentabel efter fire uger on the road. Da vi åbner til bagagerummet, vælter det som så mange gange før, ud med tomme plastikdunke i 1 gallon og 2½ gallons størrelse. Fascinerende at man kan drikke så meget vand, på så kort tid. Bagsædet er efterhånden helt dækket af en enorm stabel kort, brochurer og ubrugte kuponhæfter. I den senere tid, har vi måttet bruge samme metode som geologer, når vi ville finde noget. Alderen bestemmer hvilke lag vi skal søge i, så ved tilbagekomsten til Georgia var det ikke svært at finde det lokale kort - nederst.

Atlanta er allerede efter disse få dage ved at virke velkendt. Måske fordi byggeriet og det generelle indtryk, trods alt ikke er så forskelligt fra resten af det sydøstlige USA. Det ser ofte lettere rodet og smånusset ud. Dels fordi byplanlægningen ikke er så nøjeregnende med, om det er privat beboelse eller kommercielle foretagender. Dels fordi ubrugeligt skrammel ofte får lov til at ligge på grunden, længe efter at det er kasseret. Den forrige bil kan således sagtens stå et sted lige bag den - eller snarere dem - der nu er i brug. Nogle gange med et falmet prisskilt i forruden.

Myndighederne holder til gengæld nidkært øje med, at der ikke smides skrald langs vejene, hvor skilte ofte advarer mod bøder på 1000$ for "Littering". Undtagen i afgrænsede zoner på en mile eller to, hvor private har påtaget sig forpligtelsen til at rydde op og fjerne affaldet. Systemet kaldes "Adopt a Highway". Til gengæld for ulejligheden får man sit navn på skiltet. Den private grund forbliver dog i overensstemmelse med traditionen ukrænkelig, og her er det langt fra alle der udviser den store energi, når det gælder renholdelsen. Indtrykket forstærkes af, at mange huse mere ligner sommerhuse end helårsbeboelse. Kvaliteten synes at ligge på et niveau, hvor husene allerede efter få år ender med at se lidt småramponerede ud, hvis ikke der bliver passet godt på dem.