Pima
Efter en solid morgenmad på Waffle House kører vi endnu engang over til Pima Aircraft and Aviation Museum, og køber den kombinerede billet, der giver adgang til museets mere end 200 fly og en guidet bustur rundt på luftbasen. I 6 forskellige hangarer er der udstillinger om Vietnamkrigen, rumfart mv. De fleste af flyene står dog udendørs. Det er overvejende kampfly og helikoptere, men der er også mulighed for en tur op i den DC6, der tjente som Air Force One i Kennedys præsidentperiode. Efter dagens forhold er det hverken særlig stort eller veludstyret, men det var åbenbart hvad en amerikansk præsident kunne nøjes med for 40 år siden. Morten finder en F104 Starfighter af den type hans far fløj i, i stort set samme periode.
|
F104 Starfighter
|
|
11:30 kører bussen over til Davis-Monthan basen. Her står over 4000 fly opmagasineret, indtil de enten skal bruges eller det besluttes at skrotte dem og bruge delene. De fleste er militærets fly, men stedet har i perioder også været brugt til langtidsopbevaring af civile fly. I princippet står de bare på lange rækker midt i ørkenen, nogle med motorerne fjernet og opbevaret for sig. Alle sammen med et hvidt gummilag sprøjtet over vinduer og andre følsomme dele, for at temperaturen ikke skal blive for voldsom. Ellers er stedet ideelt, da de ikke ruster i dette klima. Vores guide på turen er gammel Vietnamveteran, flynørd ud over det sædvanlige og som næsten alle andre museumsguider frivillig. Det lader til at det ikke er usædvanligt, at pensionister forlænger deres aktive liv med en tjans som frivillig guide. Entusiasmen og engagementet hos disse frivillige er gang på gang slående.
|
Fly
|
|
Vor guide, Dale Burton, ligner virkelig en mand, der drømmer om fly om natten. Alle de mange typer vi kører forbi, får en historie med på vejen, og det går efterhånden op for os hvor stærke følelser nogle mennesker kan mobilisere for disse fly. Dette indtryk forstærkes, da vi kører gennem den del af pladsen, der bliver brugt til ophugning. Her står de mere eller mindre amputerede fly mellem hinanden, og gør flynørderne triste hver gang de passerer dem. Der er dog også mere muntre anekdoter. Som den om den tidligere pilot, der fandt ud af, at flydelene indimellem bortauktioneres. Han måtte bare have et katapultsæde fra det jagerfly, han selv havde fløjet. Det tjener nu som lænestol i hans dagligstue.
| |
Biosphere 2
Vi kører nordpå ud af Tucson, og det varer næsten en evighed inden bebyggelsen endelig hører op. Land er tydeligvis billigt her, der er meget af det, og der kan alligevel ikke gro ret meget i den afsvedne jord. Lidt uden for byen Oracle ligger et enormt drivhuslignende byggeri i det bakkede landskab. Biosphere 2 som man har valgt at kalde det, er tilknyttet Columbia University som et forskningslaboratorium. Oprindeligt blev det bygget til et storstilet forsøg, hvor 8 mennesker blev lukket inde i dette isolerede selvstændige økosystem i 2 år, vist nok for at finde ud af, om det ville være muligt at kolonisere Mars ved at bygge den slags lukkede økosystemer.
Forsøget blev ikke en ubetinget succes, fx var det svært at dyrke mad nok til de 8 personer. Derfor fældede "The Biospherians" noget af regnskoven, for at dyrke mad i stedet. I dag bruges stedet til forskning i forskellige økosystemers reaktioner på forskellige påvirkninger og ændringer i betingelserne. 6 forskellige økosystemer, fra ørken til regnskov, afløser gradvist hinanden, inden i drivhuset. Da vi kommer forbi "Oceanet", sidder der ligefrem en havfrue i vandkanten. Det kunne dog også godt være en studerende fra University of Colombia. Rundturen går både uden om bygningen og ind igennem en del af den, inden den slutter med en tur ned i kælderhøjde, hvor den ene væg i "oceanet" udgøres af en stor rude. Diverse plancher og udstillinger forklarer nærmere om planter og dyr i disse økosystemer.
|
Biosphere 2
|
|
Vejen nordpå ad State Road 79, fører gennem land der næppe har ændret sig meget, siden Apacher og guldjægere red igennem det. Morten får dog lige pludselig øje på et skilt, der ikke ville have fanget min opmærksomhed. Midt i dette ingenting er der rejst et ydmygt monument, der markerer at én af de tidligste westernhelte, Tom Mix, faldt af hesten netop her og udåndede en oktoberdag i 1940. Vi fortsætter mod Phoenix og kører på Interstaten, der som altid virker som en total overraskelse, når man forlader den næsten tomme vej og befinder sig i et brølende inferno af biler i 6 baner på vej ind mod storbyen. Det tager vel det meste af 2 timer, før vi er kommet rundt om Phoenix metropolitan area, og man kan ikke lade med at undre sig over hvor meget 3-4 millioner mennesker fylder, når ikke de behøver at klumpe sig sammen i højhuse.
|
Tom Mix Memorial
|
Phoenix Skyline
|
|
Mørket er efterhånden faldet på da vi når Flagstaff, og holder en kaffepause siddende på kantstenen på MacDonalds parkeringsplads. Temperaturen her er helt behagelig og antyder kraftigt at vi er kommet et godt stykke op i højderne. Selv her midt i august, kan man ikke undgå at bemærke at Flagstaff er skibumsernes domæne, selv om der vil gå et par måneder før sneen kommer. Små fedtede japanske biler, der hænger lavt over asfalten, tynget af vægten af tagboksen og dynger af habengut indendøre, blander sig med hårdt opstylede pick-ups med hjul så store, at man sikkert må bruge stiger for at komme op i dem.
Resten af vejen til Williams går igennem tæt skov i bælgravende mørke. Skilte advarer om at råvildt også bruger vejen af og til, men de holder sig heldigvis væk, mens vi kører igennem. Det eneste dyreliv vi har nærkontakt med, er de enorme insektsværme, der rammer forruden med en ubehagelig klaskende lyd, og snart gør den svær at se ud af. Til gengæld får vi atter en lille hilsen fra det danske, da Junior Senior toner frem i radioen. På dette stykke er vejen mere eller mindre identisk med den herostratisk berømte Route 66, der fortsætter ind igennem Williams. Vi slår lejr for natten på Arizona Motor Hotel, der godt kunne ligne noget der har ligget her siden en del af Route 66's storhedstid. Værelset er næsten en lille lejlighed med to separate værelser. Vi sætter os dog udenfor med en ramme Coors og en pose chips. På den anden side af gaden gør to forretninger med Route 66 souvenirs deres til at vi kan mærke et strejf af historien vingesus.
|
|
Arizona Motor Hotel - 43 $
|
|
Dag 10
