Grand Canyon
60 kilometer nord for Williams ligger områdets absolutte attraktion, Grand Canyon. Man kan nå dertil enten med tog eller bil, men uanset hvad man vælger, skal man samme vej tilbage for at komme videre. Vi vælger at køre derop, da toget først er tilbage ved aftenstid. Vi holder ved den første parkeringsplads vi når til, stiger ud, og går de få meter hen til rækværket. Det virker næsten for nemt på den måde, når man uden varsel står der og kigger ned i dette gigantiske hul. Man prøver at forestille sig oplevelsen ved at ankomme til hest, efter at have redet i dagevis, og så bare opdage hvordan vejen ender uigenkaldeligt blindt. Det er dog lidt svært, sådan rigtigt at sætte sig ind i ærgrelsen, så udsigten får overtaget.
|
|
Grand Canyon
|
|
Lidt efter kører vi videre til den centrale parkering, spiser morgenmad i cafeteriet, og tager den gratis bus videre til de andre udsigtspunkter. Vi overvejer kort at gå lidt nedad i hullet, men det ville trods alt bare blive en lille ligegyldig tur, uden den nødvendige forberedelse. Coloradofloden ligger 2 kilometer nede, så det er et nøje planlagt 2-dages projekt, hvis man skal have det fulde udbytte. Skilte oppe langs kanten, advarer om temperaturer nær de 50 grader nede i hullet, der har krævet mindst 600 dødsofre i tidens løb. Da vi tager bussen tilbage til parkeringspladsen, er ambulancen og redningshelikopteren på vej mod endnu en redningsaktion.
|
|
|
| Hoover Dam
|
|
Sidst på eftermiddagen passerer vi Hoover Dam. Det er egentlig én af de få hovedfærdselsårer til Las Vegas, så det virker naturstridigt at det kun er en smal vej, der snørkler sig gennem bjergene. Den har svært ved at klare trafikken her, og noget vejbyggeri ser ud til at skulle aflaste vejen med en gigantisk bro over Hoover Dam. Der er parkeringspladser flere steder langs Hoover Dam, så vi holder ind et par gange undervejs. Det ser unægtelig ud som om, at der kan produceres rå mængder af strøm her. Senere på aftenen er vi ikke i tvivl om, at der også er brug for det.
|
|
På den anden side af bjergene kører vi ind mod Las Vegas, der ser enorm ud, når man ser den lidt oppe fra. Selv fra lang afstand er det muligt at identificere de velkendte hoteller på "The Strip", da det stort set er de eneste høje bygninger i Las Vegas. Fra denne afstand er der dog ikke rigtigt noget, der afslører det syn der vil møde os, når vi først er helt inde i byen.
|
|
Las Vegas
Las Vegas er egentlig for meget, men på den anden side har det tydeligvis aldrig været meningen, at den skulle være andet. Det er den ultimative hyldest til pral, larm og forbrug. Det er selve essensen af den vestlige verden, kogt ned til en 5 kilometer lang boulevard, der aldrig hviler. Et evigt forsøg på at overgå naboen og alt hvad der tidligere er set. Trafikken er massiv og det tager en time at køre den korte strækning. Der er selvfølgeligt alt for meget at vælge imellem, og vi ender med at køre tilbage den modsatte vej. Vi prøver at klare hovederne med en kop kaffe på en restaurant overfor lufthavnen, og beslutter os for at tage et af de moteller vi har set på vejen. Da vi kører op ad The Strip igen har mørket sænket sig, og nu er det i hvert fald ikke svært at forestille sig, hvorfor Las Vegas er et af de få steder på kloden, der kan ses tydeligt fra rummet.
Gåturen på The Strip er som at bevæge sig i et gigantisk tivoliland. Mit første indtryk er en akut choktilstand, "Få mig ud herfra, det kan ikke gå hurtigt nok". Chokket fortager sig lidt efter, og afløses af en drømmeagtig tilstand, mens jeg kigger i alle retninger. Øjnene hviler kun et par sekunder ad gangen. Mange af hotellerne og kasinoerne er opbygget omkring forskellige temaer. Et af de første på vores vej er en miniudgave af Venedig, der gør hvad de kan for at fjerne enhver tvivl om pointen, med kontemporær italiensk popmusik i lygtestandernes højttalere. New York New York lidt længere henne, er en komprimeret kopi af Manhattans skyline.
Vi spekulerer på om casinohotellet New York New York også forsøgte at kopiere det store blackout for en uge siden, hvor strømmen gik i hele det nordøstlige USA. CNN dækkede mørklægningen med samme intensitet, som var der udbrudt krig, men her går grænsen givetvis. Jeg har en liveplade med Chris & Carla fra The Walkabouts, hvor Chris fortæller om dengang de var i Vegas og det blæste over 30 m/s. Alt lys i byen var gået ud, men inden for i kasinoerne fortsatte gamblingen fuldstændig uforstyrret, takket være deres nødgeneratorer. Et Eiffeltårn, en pyramide, en rutschebane og det gyldne Mandalay er blandt de andre bygningsværker der kæmper om opmærksomheden. Langs vejen står desuden en endeløs række af mexicanske mænd og kvinder som uddeler deres små reklamer for bordeller og natklubber, eller hvad det nu ellers er. Man vænner sig hurtigt at vade uforstyrret forbi, og hører kun deres rutinerede klapren med de små papkort. Deres gennemførte professionalisme er naturligvis lidt imponerende, men det er trods alt noget underligt noget at være god til.
|
$100
Det er dog først og fremmest Kasinoerne som er hovedattraktionen og Morten har på forhånd besluttet sig for at tabe 100$ på et af dem. Jeg selv har ingen særlig lyst til at forære mine penge væk på den måde, men da det er gratis at se andre gøre det, følger jeg med ind på Flamingo. Stedet er gigantisk og har ligget der, siden gangsteren Bugsy Siegel åbnede det i 1946. Det er ikke længere er det største, men nok det eneste som har mere end 10 års historie på bagen. Det tager nogen tid at finde roulettebordene, hvorefter det tager Morten en times tid at slippe af med de $100. Det her er trods alt ikke Amagerbanken, som han engang omdøbte et vist københavnsk kasino i et anfald af kækt overmod, efter at have vundet et par gange i træk. Andre spillere kommer og går i løbet af den tid, og jeg kan ikke lade være at undre mig over, hvordan nogle af dem spiller som de blinde slås.
En korpulent herre med overskæg smider 300 $ væk på under en halv time, uden at fortrække en mine. Engang imellem får bordet dog også besøg af "hajerne", som bruger lystavlen for enden af bordet, til at holde øje med hvornår den samme farve er kommet ud så mange gange, at det snart må vende. Så vidt jeg kan se, har de besluttet sig for at målet er nået ved fem gange. Så stiller de sig bag de andre spillere, lægger en pæn indsats på den modsatte farve, indkasserer i de fleste tilfælde en gevinst, og forsvinder ubemærket igen. Kasinoer plejer ikke at tiljuble den slags, men hvis de bliver hjulpet ud, gøres det i hvert fald diskret. Vi forlader Flamingo og stiller sulten med en Fatburger længere nede ad The Strip. Selv om klokken har passeret midnat da vi går tilbage mod motellet, er temperaturen formentlig stadig over 30 grader. En tør og intens varme, man kunne have lyst til at opholde sig i resten af natten. Las Vegas lukker aldrig.
|
|
Tam O'Shanter friendly inn - 50 $
|
|
Dag 11
